Om min blog

Velkommen til min blog hvor jeg vil berette om stort og småt fra min hverdag.

Jeg lever, vil nogle nok mene, et helt almindeligt liv og er det så så spændende, at det er værd at skrive om? Man kan jo mene, hvad man vil og man kan jo også følge med eller lade være, men jeg håber da, at du vil finde det meste af det jeg skrive om så spændende, at du har lyst til at komme igen!

Jeg er en mand i min bedste alder – hvis du spørger mig selv, men konen vil måske mene, at der stadig er plads til forbedringer! Jeg bor i Mariager i det halvnordlige Jylland sammen med min dejlige kone. Sammen har vi to drenge, som er kommet godt i gang med livet, men som stadig har en del at lære inden de om nogle år skal flyve fra reden.

Vi har en hverdag som så mange andre danskere med fuldtidsarbejde og et hjemmeliv, som vi vægter meget højt, men som vi også indimellem føler at vi ikke giver den tid, som vi gerne ville. Selvom man ikke kan råde bod på en travl hverdag i ferien, så forsøger vi alligevel at bruge meget tid sammen, når vi endelig har fri. Blandt andet elsker vi at tage på campingferie. Når man er samlet på et lille område i til tider dårligt vejr kommer man i den grad hinanden ved!

Arbejdslivet bruger jeg på at lære den forsømte ungdom de tyske gloser og alverdens hovedstæder samtidig med lidt sund fornuft og almen viden – med andre ord er jeg en af de berygtede skolelærere, der altid brokker sig. Men bare rolig! Det vil jeg ikke bruge meget plads på i denne blog.

Til gengæld elsker jeg at løbe, følger med i alle former for sport og giver gerne min mening til kende om det. Jeg deltager gerne i lokaldebatter om stort og småt og følger i det hele taget meget med i, hvad der rører sig både her i området og i den store verden. Spørger man om min mening, så får man det også selvom vi ikke er enige, men jeg skal nok forsøge at sige det pænt!