Et liv på sidelinjen

Når man har to børn, der begge spiller fodbold, så tilbringer man rigtig mange timer på sidelinjen mens man hepper på de hold ens børn spiller på. Der har vi prioriteret højt lige fra de var ganske små. Det er vigtigt at vise interesse for de ting, som ens børn går op i og være med både når de scorer det afgørende mål og når de indimellem fejler.

Hvis man regner på, hvor mange timer man rent faktisk har stået og frosset på regnvåde stadions, så kan man godt blive helt forpustet, men jeg tror at timerne er godt givet ud. Udover at man oplever sine egne børn, så får man også ofte en god snak med de andre forældre. Er der lidt problemer er det nemmere at løse her på sidelinjen med en uformel snak end hvis man skal ringe til hinanden.

Det er også nemmere at ringe til hinanden, hvis det er nødvendigt, når man snakker sammen ofte og også får grinet sammen i forbindelse med weekendens fodboldkampe.

Der er alt for mange forældre, der har travlt med deres egen hverdag, karriere og fritidsliv og derfor glemmer at børnene også gerne vil dele det med dem. Især de halvstore børn, som jo efterhånden klarer alting selv – der kan man godt glemme, at de stadig har brug for at mærke nærværende forældre selvom de ikke længere skal have hjælp til at børste tænder og tage tøj på.
Forældre er noget, som man er hele livet.

Er valget let?

2015 er et år, hvor der skal være valg til Folketinget. Der er vist ikke mange, der er i tvivl om, hvor jeg sætter mit kryds henne. Jeg er opflasket med arbejdsbevægelsen og med en far, der i den grad var arbejdsmand og socialdemokrat til fingerspidserne, så mit hjerteblod ligger også her. Jeg er ikke i tvivl om, at vi skal stå sammen og løfte i fælles flok, hvis vi vil opnå at Danmark også fremover skal være en velfungerede suveræn stat i et Europa med mange ligheder og lige så mange forskeligheder.

Hvornår valget kommer, er der ikke mange, der ved, men det bliver jo senest i efteråret 2015, så valgkampen har været skudt i gang længe. Jeg er ikke politisk aktiv, men deltager gerne i nogle af de debatmøder der altid er, når der er valg i sigte.

Selve valgdagen er for mig en festdag, hvor vi vil fejre demokratiet og det danske samfunds styrker. Lige siden mine børn var helt små har de været med ovre og stemme og vi har snakket om, hvad det betød, at man faktisk har mulighed for at stemme og hvor vigtigt det er at overveje, hvor man mener, at ens stemme skal ligge.

Nu er de efterhånden så store, at de også kan være med til at se selve valgaftenen i fjernsynet. Vi køber altid nogle gode kager ved bageren og hygger os med kaffe og kage denne aften, mens resultaterne begynder at strømme ind. For os er det vigtigt, at opdrage vores børn til, at det er vigtigt, at deltage i de demokratiske processer og forstå vigtigheden af at vokse op i et demokratisk land.